Hårfældning er en naturlig del af hestens forberedelse på varmere årstider. En del heste får det dårligere på dette tidspunkt, de bliver sløve og ikke så villige til at arbejde hårdt.

Selv heste, der bliver klippet i vinterhalvåret og som virker korthårede, vil alligevel få en fældeperiode.

Heste, der er født og opvokset i lande med et andet klima eller en anderledes vinter- og sommerperiode, kan have en anden tidsrytme til pelssætning og fældning. Det betyder, at heste for eksempel fra Australien kan sætte pels om sommeren i stedet for om vinteren.

Grundig strigling og vitaminer

I denne periode bør du lade hesten tage det lidt roligt og hjælpe den til at fælde hurtigere. Lad den gå uden dækken og sørg for at strigle den meget grundigt. Hvis vejret tillader det, kan et forfriskende bad med en passende shampoo, for eksempel Hexocil, være en hjælp. Det stimulerer fældningen og bevirker, at hesten hurtigere får arbejdslysten igen.

Hesten kan måske også have brug for et tilskud af B-vitamin i foderet.

Vær omhyggelig med hygiejnen, når det gælder strigler og børster. Det er bedst at have et sæt til hver hest, da hudproblemer som svampeinfektioner og skadedyr ellers let kan brede sig.