Grundlæggende handler det om at tillade, tale, tilgive og række ud.
Tillad
Sorg er en naturlig følelse, og det er helt normalt at sørge over tabet af nogen, man holdt af – uanset hvem de var. Det er vigtigt at holde fast i overfor sig selv. Hvis dyret fyldte meget i hverdagen, fylder det nok også meget nu, og der er mange anledninger til at savne.
Så først og fremmest, giv dig selv lov til at sørge. Og gør det på din måde. Mange har hørt om de gamle faseteorier og tror derfor, man skal føle bestemte følelser i en bestemt rækkefølge for at bearbejde sorgen, men sådan er det ikke. Processen er mere fleksibel, og sorgens udtryk er mere individuelt.
Hvis I er flere om sorgen, så giv også plads til, at andre i familien kan have et andet forløb eller en anden måde at håndtere det på. Det er OK.
Tal
Tal om dyret i familien og med venner. Social støtte er godt, når man sørger. Nogen føler stor trang til at fortælle om dyrets liv og sine egne følelser, og det kan være en god måde at bearbejde på. Efterhånden vil man kunne finde gode minder frem, som giver glæde og måske taknemmelighed over livet med den, man mistede.
Hvis du er så uheldig, at dine nærmeste ikke anerkender din sorg eller ikke orker at høre mere om dyret, så find andre at snakke med om det. Måske kender du andre dyrevenner via internettet, interessefællesskaber eller andet. Du kan også ringe gratis og anonymt til en hotline for sorg over dyr (se nedenfor).
Eventuelt uforstående pårørende må man prøve at ignorere – eller måske inddrage i sorgen på en anden måde, fx til afledning og positive oplevelser ind imellem, så man kan ”holde pause” fra sorgens følelser. Det har man også brug for.
Tilgiv
En del mennesker bebrejder sig selv, at de ikke gjorde et eller andet anderledes. Ved aflivning kommer mange i tvivl, om de har aflivet for tidligt eller for sent, og hvis dyret er løbet væk eller kommet ud for en ulykke, kunne man måske have gjort noget for at undgå det, men mennesker gør det som regel så godt som de kan, og ingen er perfekte. Skyldfølelse er hyppig, men sjældent berettiget. Og endnu sjældnere konstruktiv.
De fleste af os er bedre til at være omsorgsfulde overfor nære venner end overfor os selv. Nogle gange kan det derfor hjælpe at tænke på, om venner ville bebrejde en – eller om dyret ville. Man må forsøge at tilgive sig selv, hvis man synes, man burde have gjort noget anderledes – og også at tilgive andre, hvis man synes, de begik fejl undervejs i processen. Også her kan det hjælpe at tale med nogen.
Ræk ud
Dyrlæger vil næppe beslutte for dig, hvornår dyret skal aflives, men de kan råde. Man kan før en aflivning – måske allerede tidligt i dyrets liv – tale med dyrlægen om, hvordan den sidste tid kan gøres så skånsom som muligt for både dyr og ejer. Hvis du er bekymret for din egen evne til at indse, når det er tid, kan du måske lave en aftale om, at dyrlægen fortæller dig det meget direkte, når det begynder at være synd for dyret.
Nogle dyrlæger er også blevet gode til at give plads til sorgen, fx med aflivning i dyrets hjem eller et rum i klinikken, hvor ejer kan sidde roligt med det døde dyr. Og mange sælger symboler (askesmykker, urner osv.), man kan tage med sig og bruge til at mindes ved.
Hvor kan du få hjælp med sorg over dyr?
Man kan ringe til CHAP’s hotline – tlf. 25 41 14 13 – åbent 17-19 alle onsdage-fredage og 19-21 alle søndage. Det er gratis, anonymt og betjent af psykologistuderende, der har særlig interesse og lært om menneske-dyr-forhold.
Medmindre der er særlige grunde, har voksne ikke brug for hverken terapi eller en sorggruppe, men hvis du er i tvivl, kan hotlinen også rådgive om det. Du kan også bede om råd til at støtte en anden, der sørger over sit dyr. De fleste fortæller bare om deres mistede dyr og deres sorg, og det er du også velkommen til.
Vil du læse flere artikler om aflivning og sorg?
Så kan du dykke ned i vores univers: Det sidste kram, der netop handler om at skulle sige farvel til sin bedste dyreven.
Hvis du har forsikring hos Agria, så kontakt os for information og vejledning angående din dyrs forsikring og eventuelle dokumentationskrav.